“Det vigtigste jeg har lært i dette liv er, at følelser har en funktion” af MI Mette Petersen

Engang troede jeg, at følelser var til, for at jeg kunne ”mærke” at jeg levede. Jeg skal love for jeg levede, for de kørte op og ned, så jeg blev helt rundt på gulvet og temmelig frustreret. Jeg blev glad, jeg blev vred, jeg græd og jeg afreagerede. En meget turbulent tid med megen indre usikkerhed og utryghed. Faktisk kunne jeg ikke holde ud at have så mange følelser, så med tiden fik jeg lukket ned og fortrængt, hvordan jeg i virkeligheden havde det.

Den opskrift kan jeg ikke anbefale. Jeg var godt nok ikke så frustreret mere, men til gengæld mente jeg, at livet var hårdt, jeg blev snydt, svigtet og alle mennesker var imod mig.

Min sunde fornuft blandede sig på et tidspunkt og sagde med en lille spæd stemme, at det måske ikke var helt sandt, måske var det nærmere mig, der var imod de andre. Jeg valgte, at overhøre det lille signal og fortsatte med at være sur og irriteret over, at andre ikke gjorde det, jeg syntes var det rigtige.

Den opskrift kan jeg ikke anbefale. Jeg blev syg af det. Bitterheden blev vendt indad mod mine led, og et par år senere fik jeg en diagnose på en slags gigt.

Det fik mig til at vågne op og se, at jeg virkelig havde behov for en eller anden form for forandring (se evt. min artikel ”Mit eget Mirakel”, under Artikler). Det gik op for mig, at min krop havde reageret helt sundt og naturligt på den usunde og unaturlige situation, jeg havde sat den i. Min krop var der intet galt med, men den måde jeg behandlede mig selv på, og den måde jeg forholdt mig til livet på var tilsidesættende og lidelsesfuld. Jeg var utilfreds med mig selv, med mit job og mit liv. Skuffelsen fastholdt jeg ved hele tiden at forvente, at noget udefra skulle ”redde mig”. Hvis bare jeg fik den rette lægelige behandling, hvis bare …. den rette kæreste, det rette job, den rette bolig – indtil en ven satte tingene i perspektiv med sætningen: ”Du bliver jo ved med at tiltrække dét du sætter energi på, så tænker du i bekymring og problemer, så får du problemer og bekymringer – i hvor lang tid vil du blive ved med at behandle dig sådan – ryd dog op i dit følelsesmæssige pulterkammer – ryd op i konfliktskyhed og behagesyge – opløs dine offer- og martyrroller.

Følelser er ligesom vejskilte og lyskurver, der signalerer kørselsretningen på vejene i livet. Lær at navigere i dine signaler i stedet for at bekæmpe dem!”

Den opskrift kan jeg anbefale. Følelsernes oprindelige funktion er at fortælle, at nu skal du handle på din oplevelse:

  • Drejer det sig om angst – har det at gøre med noget nyt, eller noget du ikke kender udfaldet af – og du skal skærpe din opmærksomhed.
  • Drejer det sig om vrede – har det at gøre med grænseoverskridelser – så markér dig – konsekvens: du skaber respekt.
  • Drejer det sig om sorg – har det at gøre med tab – vær’ omsorgsfuld for dig selv – konsekvens: du skaber tillid.
  • Glæde er konsekvensen af at ha’ handlet på det sande signal – Konsekvens: healing.
  • Kærlighed er tillid og respekt.

Den opskrift kan jeg anbefale. Jeg ønsker at give den erfaring videre, idet alle har fortjent at opleve glæden og kærligheden, der skabes indefra, når vi lærer hvad følelsessystemet i virkeligheden skal bruges til.

Mette Petersen / Mentalhygiejnisk Instruktør

Født i 1963 / uddannet MI i 2002

Kort om mig:

Jeg har beskæftiget mig med personlig udvikling siden 1993. Jeg har været instruktør i Mentalhygiejnisk Træning siden 2002 og har kørt adskillige grupper i personlig udvikling. Jeg har været ude at rejse, været gift, fået barn, blevet skilt, været langtidssyg, haft egen virksomhed og er autoriseret sygeplejerske, certificeret Mentalhygiejnisk Instruktør og uddannet Rudolf Steiner pædagog. Har siden 2004 arbejdet i en offentlig institution i København.

Kærlig hilsen Mette P

Artikler

Mit eget mirakel

Jeg havde valgt at overhøre mig selv. Jeg tænkte destruktivt og nedbrød dermed min krop.
Men jeg lærte at afsløre mine livsløgne.
I dag er jeg rask og kan lytte til min sande impuls.

Back To Top