For at sige det ligeud – jeg gad ikke den opgave.
Jeg havde gået sådan i tre dage, og nu gad jeg ikke længere høre på mig selv brokke mig over, at jeg ikke gad.
Forøvrigt tror jeg heller ikke mine omgivelser gad høre mere på mig – for pludselig kom udtalelsen: “Og jeg gider heller ikke høre på at du udsætter tingene. Du kunne have udført opgaven flere gange, med al den energi du har brugt på at ikke gide den.”

OK – den havde jeg brug for at trække et kort på, og det blev kort nr. 2-1.

Der måtte jo være en grund til, at jeg gik i forsvar i løsningen af den opgave.
Jeg ser ellers mig selv, som et ordentlig menneske, der overholder mine aftaler, for jeg vil gerne fremstå respektabel.

Respektabel – respekt – ordene dansede inde i mit hoved. Det havde noget med at være respekteret at gøre.
Bingo, der faldt ti-øren – jeg havde set, hvad der blokerede mig.
Jeg havde luret, at den opgave ville kræve af mig, at jeg skulle vise tænder og vise mig fra min stålsatte og vedholdende side. Jeg kunne godt være den skrappe, men jeg har det bedre med at være den søde og blide.
Jeg havde luret, at den søde og blide Mig helst vil være venner med alle, og hun vil gøre næsten alt for ikke at blive uvenner med nogen.
Jeg havde luret, at denne opgave kunne gøre, at der var een, jeg kunne blive uvenner med.
Det var derfor, at jeg havde udsat opgaven.

Da jeg nu havde indset, at jeg ikke kunne frelse mig selv fra opgaven – og jeg kunne ikke frelse den person som indgik i opgaven fra at blive uvenner med mig – så var der jo ikke andet for end at gå i gang.

Jeg bed i det sure æble, fremlagde min uforbeholdne mening, udtrykte tydeligt, hvor jeg var enig, og også tydeligt hvor jeg var uenig, samt hvad jeg mente kunne blive bedre. Hverken mere eller mindre.

Jeg ved endnu ikke om, jeg har fået en uven – men jeg ved, at jeg har gjort mit bedste for at være ærlig og ordentlig på samme tid. Jeg har faktisk gjort det, som jeg gerne vil respekteres for – at vise tydeligt hvor jeg står.

Uhh, hvor oplever jeg mig modig og stærk lige nu!