Jeg har virkelig brugt energi på at aflære den adfærd, som går ud på, at jeg påtager mig skylden.

Jeg har altid været den, som følte mig skyldig, hvis stemningen var dårlig.
Jeg var den første til at sige, “det er også fordi, at jeg ikke havde sørget for” – eller “undskyld jeg havde ikke set, at du har behov for”.
Hvis der var nogle, der var sure, og deres vrede skulle gå ud over nogen, så stillede jeg mig også til rådighed. Jeg sagde: “undskyld, at jeg gjorde dig vred” – “undskyld at jeg har ryddet op og flyttet den dims” – “undskyld jeg ikke har lavet sovsen så god nok, som du vil have den.”

Oprindelig havde jeg lært adfærden som barn, for den var smart at overleve på, på det tidspunkt. Nu som voksen havde den kun negativ effekt. Jeg blev mere og mere selvudslettende og bedømte mig selv i alle mulige sammenhænge – både hvor det var berettiget, og når det ikke var berettiget – hvilket var langt de fleste gange.
Det var blevet en rigtig dårlig vane hos mig.
Vanen var så indgroet, at den var blevet en del af mig, og jeg reagerede med den adfærd helt automatisk – og inden jeg havde nået at tænke mig om.

Da jeg blev bevidst om, hvor dybt det påvirkede mig og hvor tilsidesættende det var for mig, da besluttede jeg mig for at aflære det.
Jeg blev nødt til at konfrontere adfærden ved at sige fra.

Jeg øvede mig i at sige: “Det er da ærgerligt, at du ikke kan lide sovsen, for jeg har ellers gjort mig umage og brugt en anerkendt opskrift, du behøver jo heller ikke spise den, hvis du ikke vil”.

Jeg måtte kunne tåle at lade folk være sure eller vrede – uden at jeg skulle gøre noget ved det.
Jeg fik stoppet følelsen af, at lige meget hvad jeg gjorde, så var det forkert.
Jeg fik opløst trangen til, at andre mennesker altid skulle føle sig godt tilpas i mit selskab.

I dag fik jeg endnu en bekræftelse på, at jeg ikke længere har behov for at blive bedømt og fordømt.

En ven fra min omgangskreds spurgte, hvor jeg havde gjort af den dims, som altid havde ligget i skålen på bordet.
“Pas”, svarede jeg og slog opgivende ud med armene.
Vennen var ikke sådan at stoppe og fortsatte: “Jamen du har jo flyttet dimsen, siden den ikke er der mere – hvor er den henne?”.
“Jamen, hvis du ikke har flyttet den, mon den så ikke ligger der endnu?”, svarer jeg.
Vennen blev ikke særlig afslappet af det svar og gik med hurtige tramp hen mod skålen – rodede rundt endnu engang – og trak derefter dimsen op.
“Nå, der har du lagt den”, sagde vennen henvendt til mig, med et smil på læben.

Jeg smilede også, men til mig selv – jeg havde undladt at hoppe på den følelsesmæssige limpind – vennen fik lov at have sin frustration i fred. Jeg var upåvirket af påstanden og lod mig ikke påvirke af beskyldningerne. Jeg er holdt op med at reagere på bedømmelserne.

Jeg har tilegnet mig en ny vane – at udskyde behovet for at blive følelsesmæssigt påvirket, indtil jeg har konstateret, om det er nødvendigt.

Nogen vil kalde det at styre sine følelser – jeg kalder det for at være frigjort af mine følelser, så jeg styrer min adfærd – og gerne på en kærlig måde.