skip to Main Content

Kunne du også godt blive mere bevidst om dine handlemønstre?
Vil du gerne trænes i at tænke og handle konstruktivt i alle livets situationer?
Vil du gerne trænes i at styrke kærligheden til dig selv?

Læs mere om hvad Mentalhygiejnisk Træning er, og hvad du kan bruge det til.

Fra tilsidesættelse til læring og ny indsigt

Jeg er god til at være mig
“Jeg er sgu’ blevet ret god til at være mig!”
Det fortalte jeg mig selv og trak kort 8 som siger, at:
“Kærlighed er tillid og respekt, få en kærlighedsaffære med dig selv. Tænk positivt.”
Ja, jeg nikkede genkendende til mig selv:
“Jeg kan sige fra, jeg kan sige til, jeg kan være impulsiv, og jeg kan være tålmodig.” Det er gode kvaliteter at have med i livets rygsæk.
Jeg er blevet ret god til at være tillidsfuld og ret god til at være respektfuld i livets skole – jeg lever en kærlighedsaffære med mig selv.

En turbulens kom forbi
Men …… det blev vanskeligere at håndtere, da hverdagen fik et ekstra lag af turbulens.
– Jeg skiftede erhverv og skulle pludselig til at takke nej og ja til nogle nye opgaver.
– Jeg fløj ind i en shitstorm og måtte være hurtig på replikken og følelsesmæssigt afventende.
– Jeg var netop ved at lære mig selv at kende på de nye områder, da een af mine forældre afgik ved døden, og huset skulle ryddes og sælges. I samme periode tilbragte jeg mange timer på hospitalet, hvor een af mine nærmeste var i livsvigtig behandling over flere omgange.

Så – jeg var blevet ret god til at være mig i hverdagen, og jeg kunne læse mig selv – men den ekstra turbulens gjorde, at selvom jeg kunne læse mig, så kunne jeg ikke nødvendigvis imødekomme de ønsker og behov, som jeg havde.
Jeg gik ind i et tilbagefald, hvor jeg tilsidesætte mig, selvom det ikke var min hensigt.
Jeg stod i et lag af læreprocesser, hvor jeg skulle bruge mine erfaringer og min indsigt, men i en ny kontekst.

Vi gør det så godt vi kan

Alle forældre har oplevet det dilemma at tilsidesætte nogle signaler hos sig selv, for at imødekomme opgaver og andre forpligtelser  – for det er jo ikke muligt at sige til spædbarnet:
“Kunne du ikke lige holde en pause med den kolik, jeg skal lige have sovet et par timer.”
Eller i krydspresset som nære pårørende kan opleve: “ Vent lige med at dø, jeg skal lige ned og købe en sandwich, for jeg har ikke fået mad siden i morges”.
I en shitstorm virker det heller ikke beroligende at skrive på Facebook: “Hold lige pause med alle de beskyldninger, jeg bliver så påvirket af det, at jeg lige skal græde lidt”.

Jeg vidste, at jeg måtte imødekomme begge behov, både dem fra det ydre og dem fra mit fysiske og psykiske indre – så jeg fik beroliget mig selv med: “Selvfølgelig skal jeg være her og gøre dette, også selvom jeg er træt og sulten – jeg må tage en madpakke med de næste gange, og hvis jeg hviler i den lænestol, så går det nok”.

Tilsidesættelsen
Det gjorde det – det gik alt sammen – og jeg blev vældig tilfreds med, at jeg fik overkommet det hele. I seks år klarede jeg den ene turbulens efter den anden – og så satte muskelspændinger ind.
Jeg fik smerter i lænden, nakken og skulderen.
Jeg forsøgte at meditere det væk, som jeg tidligere kunne opløse spændingerne med. Det virkede bare ikke længere for mig, og træning gjorde det værre. Paracetamol hjalp mig engang imellem, en god nattesøvn og selvfølgelig et par ugers ferie.

Jeg erkendte, at selvom jeg troede, at jeg havde gjort alt det rigtige for mig, så måtte jeg have gået galt i byen et eller andet sted, siden jeg sad med de konsekvenser, som jeg gjorde.

Jeg havde handlet på at få tilstrækkelig mad, søvn/hvile og undladt at starte unødige tiltag op i de travle perioder. Det var jo helt fint. Jeg var også opmærksom på at slappe af, når jeg kunne, få småting af vejen så opgaverne ikke hobede sig op – i det hele taget undgå at tingene voksede mig over hovedet.
Det lykkedes for mig – så hvor lå tilsidesættelsen så?

Motivet
Den fik jeg afsløret, da en TV-kanal aflyste mit ynglingsprogram.
Jeg blev så skuffet, og min indre stemme jamrede, “at jeg om nogen havde fortjent at slappe af med det program, og nu havde jeg knoklet hele dagen, og så blev jeg ikke engang belønnet med lidt hygge”.

Det var ordene fortjent og belønning , som jeg havde misbrugt i min egen kommunikation.

Behov eller krav
Mit motiv for at slappe af, det havde ændret sig fra at være et behov for hvile – til et krav om belønning.
Min indsats i at nå og fuldbyrde mine opgaver, var blevet til et arbejde, som jeg havde fortjent en belønning for.
Og – da jeg ikke hørte mine egne ord, at fortjent og belønning var ved at forme mig fra en martyr til et offer – ja så hjalp min krop med smerter, mig på vej – så kunne jeg få ondt af mig.

Frustrationen havde sat sig i mine muskler, for jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, men udsatte det eller undlod at gøre det.
Det er jo ikke at leve i tillid og respekt med mig selv, erkendte jeg overfor mig selv. Jeg må tilbage på sporet – og trak igen et kort.
Det blev kort 21:
“Det du modtager her i livet, er en afspejling, af det du sender ud. Lyt og tænkt før du taler. Lyt til dine signaler.”

Jeg konstaterede, at mine motiver for at gøre det ene og det andet, at de var ikke på plads.
Det var, som om jeg gentog tilsidesættelserne i en uhensigtsmæssig cirkel – om og om igen:

F.eks.
Jeg vidste, at jeg havde behov for at få ting fra hånden, så jeg overhørte de første signaler på, at min hjerne var brugt og havde brug for at restituere sig – så jeg fik lige ordnet lidt mere.

Desværre var jeg længere tid om det og lavede et par fejl undervejs, så det kostede en del unødig energi, at få den tilfredsstillelse “ at have ordnet”. Snart blev glæden over “at have ordnet”, afløst af “hvor har jeg knoklet” – “hvor har jeg fortjent at slappe af”.

Jeg vidste, jeg havde behov for hvile og stilhed. Jeg satte mig foran TV’et og fik bildt mig ind, at jeg slappede af. Det var så hyggeligt at sidde og se uforpligtende serier, at jeg kom lidt for sent i seng, og dermed kunne genoptage retfærdiggørelsen den næste dag, med at jeg var endnu mere træt og havde i hvert fald fortjent at slappe af.

Erkendelsen
Jeg havde brug for at respektere mine grundlæggende behov. Jeg måtte sørge for at tilføre mig energi.
Jeg måtte opløse den vane at stille krav om fortjeneste og belønning. Jeg måtte opløse den forestilling, at det skulle komme dryssende ned i lænestolen til mig.
Jeg blev nødt til at gå tidligere i seng – jeg blev nødt til at meditere i stedet for at se TV – jeg blev nødt til at stoppe med at overforbruge mine kræfter – jeg blev nødt til at opløse den adfærd med at ville “ordne” hele tiden.

Med den erkendelse var jeg tilbage på sporet – i en kærlighedsaffære med mig – hvor jeg kunne tilgive mig for at have overhørt mine signaler og at handle på mine behov. Jeg kunne nu modtage klarhed på, hvordan jeg i den virkelige virkelighed kunne være mig – hele tiden.

Jeg fik hermed erkendt de bagvedliggende motiver, og jeg fik lært endnu mere om, hvordan tilsidesættende adfærd kan snige sig ubemærket ind bagfra.

Jeg lever igen en kærlighedsaffære med mig selv.
“Jeg er sgu’ blevet endnu bedre til at være mig!”

Dagens tanke er skrevet af

Mette Petersen
Certificeret Mentalhygiejnisk Instruktør
mettep@dagenstanke.dk
Back To Top