Et menneske måtte blive hjemme fra uddannelsesinstitutionen på grund af fysiske signaler (=sygdom).  Jeg tog på arbejde og var i kontakt med mennesket flere gange i løbet af dagen. Alt gik planmæssigt fremad, mennesket var i bedring, der var skabt ro til at heale, og mennesket fik det bedste ud af tiden. Den første hjemmedag var mennesket stået tidligt op.

Andendagen valgte mennesket at sove længe og tog derfor ikke telefonen, da jeg ringede for at høre, hvordan det gik. Efter flere opkald i træk plus en rum tid uden kontakt blev jeg nervøs og begyndte at forestille mig alle mulige skrækscenarier. Hvad kunne der ikke ske et menneske, der var alene hjemme med fysiske signaler.

Da første tanken var tænkt, var det nemt at lade fantasien få frit løb og forestille sig det værste. Min logiske sans sagde, at mennesket nok bare valgte at sove længe og derfor ikke tog telefonen, men logikken fik ikke lov til at fylde, jeg lod forestillingerne få plads – selvom de ikke havde rod i virkeligheden, og indtil videre bare var luftkasteller bygget på frygt og angst.

Jeg kontaktede et andet menneske, der tog hjem til den sengeliggende for at konstatere, at mennesket ganske rigtigt sov længe og var midt i sin healing. Telefonen var ikke i nærheden og var derfor ikke blevet besvaret. Jeg åndede lettet op og kom i tanke om dagens kort, som jeg havde trukket om morgenen.

Hvis jeg havde levet de ord, havde jeg sparret mig selv og mine omgivelser for bekymringer og destruktiv energi. Så ville jeg have bevaret roen, have ladet logikken og tålmodigheden råde og valgt at ringe senere, hvor mennesket med stor sandsynlighed var stået op.
Jeg bestræber mig på næste gang at leve kortets visdomsord samt at leve tilliden.