Jeg opførte mig nok meget normalt, men det var ikke den bedste side af mig selv.
Jeg havde fået det indtryk, at det var i orden at være sur og nærtagende, når jeg bare sagde det højt og advarede andre om det. Det var også i orden, hvis jeg sagde det bagefter og brugte det til at retfærdiggøre en anstrengende adfærd. Jeg var jo bare ærlig …….

Umiddelbart var jeg jo ærlig nok – “beklager at jeg bed hovedet af dig, men jeg har en dårlig dag” – og mine omgivelser fik lært at gå på listefødder.
Problemet var bare, at jeg ikke fik det bedre af  at fortælle andre om min dårlige dag – det gav andre en forklaring, så de måske ikke blev så skyldbetynget, men jeg fik ikke bedre af det.

Min erkendelse havde ikke effekt overfor mig selv, så hvad var det jeg undlod at erkende mig til?
Hvad var den egentlige grund til at jeg havde en dårlig dag?
Den nemme forklaring var at “det var de andres skyld”. De kunne bare have set, gjort, husket, gennemskuet eller taget højde for alt det, som jeg så efterfølgende skulle komme og fortælle dem at de skulle se, huske, gennemskue og tage højde for.

En alarmklokke ringede i mit indre – det lød fuldstændig som om jeg havde været ude og lege Kloge Åge for andre. Jeg havde været forklarende og bedømmende, i stedet for at være spørgende og undersøgende. Jeg havde opført mig som den kloge og opfattet andre som de dumme – så den konsekvens jeg sad med var, at jeg var en martyr og de andre var utaknemmelige, fordi de ikke fiksede det på min måde. Så martyrrollen førte mig direkte i offerrollen.

Der var ikke andre der gjorde mig til et offer – det gjorde jeg glimrende selv.
Jeg fik skabt min dårlige dag fordi jeg end ikke opdagede, at jeg var ude at fejlfinde på andre fra morgenstunden. Så lur mig – jeg tror mit ubevidste motiv var, at jeg havde brug for at bevise mit værd.

Det er faktisk en sandsynlig mulighed at jeg havde underskud på popularitets- og selvværdskontoen, så en rask lille iscenesættelse af “se lige hvor god jeg er til at se, gøre, huske, gennemskue og tage højde for” adfærd, den skulle give mig følelsen af at være uundværlig og værdsat.

Den opmærksomme læser kan ligesom mig nu konstatere, at adfærden gav mig ikke hvad jeg ønskede – så den model er ikke anbefalelsesværdig.
Så, næste gang jeg er sur og nærtagende, så er det en sandsynlig mulighed, at jeg i virkeligheden oplever selvmedlidenhed over ikke at føle mig helt tilstrækkelig …. klog nok, stærk nok, nærværende nok eller tålmodig nok.

Så hvis jeg kunne leve dagen igen, da vil jeg opføre mig normalt, og være den bedste udgave af mig selv.
Jeg beslutter mig for og øver mig på at være tålmodig og nærværende – jeg siger det bare ikke højt.

Det er i orden, hvis jeg siger det bagefter og bruger det til at beskrive en anstrengende adfærd, som jeg observerede. Jeg er jo bare ærlig og undersøgende ……. når jeg omsorgsfuldt spørger til hvad vedkommende har set, gjort, husket, gennemskuet og taget højde for …. og efterfølgende spørger hvad vedkommende vil gøre for at komme videre derfra.

Mine valg er mit liv 🙂