Jeg var hys i går – nu er det sagt – jeg var måske lidt mere end hys, og hvis man spørger mine omgivelser, så vil de sige at jeg var mega hysterisk.
Jeg var nærtagende og oplevede alle udtalelser, som om de var personlige angreb på mig. Jeg undlod at sige noget om det i situationen og holdt facaden i ret lang tid. I den tid troede jeg, at min nærtagenhed ville forsvinde, men deri tog jeg fejl – den voksede.

Det der voksede oppe i mit hoved var oplevelsen af at blive uretfærdigt behandlet. Jeg var såret og skuffet over, at andre mennesker ikke kunne tage en smule hensyn til mig og bare snakke mig efter munden eller holde deres kæft.
Fortvivlelsen blev afløst af selvmedlidenhed – og jeg hulkede. Snot og tårer stod til alle sider og for hver gang jeg snød næsen, så gjorde den lille pause, at jeg fik luft til endnu en omgang stor hulken.
Jeg forsøgte at lægge ord på det, men den fysiske reaktion fortsatte resten af dagen. Selvom hulken kom i stimer, og der blev længere og længere i mellem udbruddene, så var det faktisk først efter en god lang nattesøvn, at jeg var tilbage i mit gamle jeg.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet: “Hvad var det der udløste en så kraftig reaktion?” – men der kom ikke noget svar.
Jeg erkendte mig til at min uge havde været travl, og jeg var blevet sat i flere pressede situationer, hvor jeg måtte tage ubehagelige beslutninger – men jeg mente nu ikke at det skulle udløse en så kraftig reaktion.

Jeg trak et kort – i håb om at få noget lys på hændelsen. Det var kort 30-6.

Jeg kunne ikke få øje på nogle reelle tab eller sorgprocesser jeg skulle stå i – men jeg kunne godt se min reaktion som et forsvar for noget – måske angst?
Hvis jeg tænker to en halv eller tre måneder tilbage, så kan jeg godt huske, at jeg oplevede det som om jeg var kommet over en hurdle, at jeg ikke havde så travlt mere – jeg fik mere ro på og slappede mere af i mine opgaver på jobbet. Jeg var fri af oplevelsen af at skulle præstere.

Den oplevelse af frihed varede jo så ikke ved, for det var netop præstationer jeg blev målt på i den forløbne uge, og det havde store konsekvenser hvis jeg ikke klarede mig godt.
Sandt at sige er min erkendelse på hvad det handler om ikke kommet til mig endnu, men jeg ved at essensen af en læreproces intensiveres lige før slippet – ligesom i andre dødsprocesser hvor det er normalt, at der sker en opblomstring lige før den egentlige død.

Så om jeg skulle være så priviligeret at have sluppet præstationsangst, det ved jeg først når jeg modtager en bekræftelse på det, men indtil da vil jeg forholde mig åben.
Jeg vil være omsorgsfuld for mig og tie stille indtil en erkendelse kommer til mig.

Jeg ved ikke, hvornår en evt. erkendelse vil komme til mig, jeg ved heller ikke i hvilken form, men jeg ved fra tidligere, at når den kommer – ja, så er jeg ikke i tvivl.
Og så skal jeg erkende mig til høsten af min indsats, så den kan blive bevidst og være en integreret lære.

Og skulle den ikke komme til mig – ja, så var jeg bare overtræt og hysterisk – og havde brug for at få min omsorgsfulde nattesøvn.