Jeg viste godt hvad den bedste løsning ville være, men jeg forestillede mig også hvad de andres reaktion ville være, hvis jeg gik efter den løsning.
De ville være pisse sure, forudrettet, aggressive og mopsede.
De ville se mig som en forræder, en modstander og en kværulant.
De ville gå i forsvar, skælde mig ud og lave alliancer mod mig.
De ville tage afstand til mig, ignorere mig og de ville ikke længere kunne lide mig.

Jeg tænkte situationen igennem igen – hvis jeg kun gjorde noget af løsningen, så ville de blive mindre sure.
Men når det næste problem opstod, og jeg måtte trække resten af løsningen frem af skuffen – ville de så takke mig for at have delt problemet op og udskudt det?
Næppe.

Jeg trak kort nr. 6-2.

Jeg havde modstand på at gå efter den bedste løsning, fordi jeg var helt sikker på hvordan reaktionen ville blive.
Min hjerne begyndte at diskutere med sig selv: “Men hvorfor var jeg egentlig sikker på at de ville blive sure? Det kunne jo være en forestilling. Kunne jeg undgå at de blev sure? Nej sikkert ikke. Kunne jeg undgå at jeg blev sur? – Ja, hvis jeg var fast besluttet på hvad jeg ville gøre, hvis jeg præsenterede mine overvejelser og var ærlig, så kunne jeg nøjes med at forholde mig til min egen læreproces. Den læreproces som hedder at stå ved mine oplevelser, føre dem ud i livet, se hvad resultater bliver – og vær’ fuldstændig ligeglad med de andres meninger.”

Det blev tydeligt for mig, at min egentlige lære i denne hændelse var at stå ved mig – og så tage de andres reaktioner oppefra og nedefter. Jeg måtte have modet til at være et røvhul. Jeg fik en forståelse for min modstand og mine forestillinger.

Jeg havde ro på da jeg præsenterede min løsning. Jeg gjorde det klart, tydeligt og hurtigt. Jeg trak essensen op og spurgte om der var nogen kommentarer.
De svarede at de var sure og skuffede, men at det måske ikke kunne være anderledes.

Jeg oplevede styrken og friheden da jeg svarede: “Nej, det kan desværre ikke være anderledes”.