Vi var flere mennesker, der sad sammen og spillede et spil. Inden spillet gik i gang, havde det ene menneske sagt ja til én spillerunde.

Første spillerunde var slut, og vi gik i gang med anden spillerunde under protester fra flere spillere. Alligevel blev anden spillerunde gennemført, selvom stemningen kunne have været bedre.

Vi skulle selvfølgelig have stoppet spillet efter første runde. Det er nemt at se nu. Vi var flere, der syntes, det var hyggeligt at spille videre og fik overtalt de andre medspillere til at fortsætte mod deres ønske. Jeg var med til at overtale og lod mig suge ind i massesuggestionen – “vi er flere, der gerne vil det samme, så er det vel ok at manipulere og overtale”. Jeg gemte mig bag et “vi”, – “når de andre synes det er ok, så er det vel ok” – i stedet for at sige “jeg” og  tage ansvar for mine egne handlinger og respektere mine medspilleres ønske om at stoppe.

Jeg havde lyst til at bede personerne om tilgivelse bagefter, hvor stemningen var på nulpunktet. Men jeg ved også fra det mentalhygiejniske træningsprogram, at det er nødvendigt at tilgive mig selv for mine handlinger i stedet for at søge tilgivelse i det ydre, altså hos personen/personerne. Hvis jeg beder om andres tilgivelse for mine handlinger, fralægger jeg mig ansvaret. Og mine handlinger er mit ansvar. Der er kun én person, der kan tilgive mig – og det er mig selv. Hvis jeg får tilgivelse for mine handlinger hos andre personer, svarer det til, at min handling bliver accepteret og retfærdiggjort. Og det er det samme som at få tilladelse til at gentage handlingen. Det var jo ikke det, der var meningen.

Jeg tilgav mig selv for at have “fulgt med strømmen”, ligget under for massesuggesionen og dermed overtrådt egne og andres grænser. Jeg sagde det ikke til personerne, men det lettede inden i mig, og jeg bestræber mig på at handle respektfuldt næste gang en lignende situation opstår.