Jeg har hele livet (før jeg mødte MT) haft travlt med at være på vagt:

• Være på vagt så andre ikke opdagede mine fejl
• Holde øje med at andre gjorde, som jeg forventede og reagere, når det ikke skete
• Sørge for at passe ind

Jeg lå under for et perfektionisme-ideal, som skabte lidelse for mig og menneskene i mit liv. Til slut vidste jeg ikke, hvad der var mine reelle behov, for jeg troede, at det kaos og de idealer, som jeg skabte, var mine behov. Men det var det ikke.

I MT har jeg gået igennem mange tilgivelsesprocesser. Jeg har blandt andet tilgivet mig selv for at ligge under for det jeg troede var andres mening om mig. Jeg har også tilgivet mig selv for en eller anden gang i livet at have taget en beslutning om ikke at være god nok. Det har været en lettelse at lægge disse ting bag mig. Jeg satte på den måde mig selv fri af den adfærd, som jeg skabte al lidelsen med.

Nu kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg bestræber mig på at vise mig selv tillid og respekt i alt, jeg gør.

Der hvor jeg oplever, at denne nye adfærd kunne være nemmere, er i det at genkende mine egne sande behov. Jeg var så vant til at overse mine egentlige behov. Behovet for hvile, for eksempel.
Nu oplever jeg, at det er nødvendigt at lære mig selv at kende igen.

«Hvad er det EGENTLIG, jeg har behov for nu?». Det er et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv nu, og med det spørgsmål indleder jeg min kærlighedsaffære med mig selv.

• Og det skal siges at ofte, så er det ikke det mest behagelige svar på spørgsmålet, der er mit ærlige svar. Og nogen gange må jeg indrømme, at jeg ikke kender svaret, men bare hopper ud i det jeg oplever som det mest rigtige. Så må jeg deale med konsekvenserne, og det er OK. Jeg er her for at lære.