Jeg var netop vågnet og følte mig en smule anspændt.
Da jeg sad stille med min morgenkaffe, ønskede jeg sådan for min krop, at den ville slappe af. Jeg oplevede mig stiv i musklerne og den seneste uge havde jeg kørt i et højt gear på jobbet.
Pludselig, ud af det blå, kom tanken om det i højere grad handlede om at være tryg, fremfor at slappe af.
I mit indre stillede jeg spørgsmålet: “Er det en sandsynlig mulighed, at jeg kører for hårdt på på jobbet, fordi jeg er utryg?”
Jeg lod spørgsmålet hænge i luften, mens jeg oplevede at mine skuldre løsnede sig og min kæbemuskulatur gav slip. Med let åben mund, og store øjne der kun så indad, erkendte jeg at have gået og bidt tænderne sammen – jeg ønskede at være tryg.

Jeg nulstillede min hjerne med spørgsmålet: “Hvad mon det kan handle om, hvad er jeg i forsvar for eller i gang med at frygte fra?” Jeg trak et kort: 11-3.

Det gav mening i min tankerække. Jeg havde reflekteret over grunden til mit høje gear på jobbet og var kommet frem til at jeg faktisk ikke reflekterede. Det var nærmere en diskussion i mit indre, hvor jeg forhandlede med mig selv om, hvad jeg skulle gøre.
På arbejdet var nogle forandringer i gang og jeg kendte ikke udfaldet af dem. I stedet for at møde angstens opmærksomhed, så gjorde jeg mig bekymringer om hvilket lys jeg ville sætte mig selv i – hvis jeg udførte den eller den anden handling.
Ergo en del af mig vil gerne sikre mig (dvs. styre og kontrollere) at processen for forandringerne foregik i ro og harmoni. Jeg ville undgå at der var nogle der blev vrede, skuffede eller var uenige med mig.
Der var åbenbart fortsat en konfliktskyhed i mit mindset og den kom til udtryk, fordi jeg var bange for at fejle og jeg var bange for at folk ville synes at jeg udførte mit job dårligt.

At være beslutsom, det var for mig i denne kontekst at give slip i den lavere personligheds selvhøjtidelighed, i frygten for at tabe ansigt og i en overdreven faglig stolthed. Jeg skulle vælge side – jeg kunne lade være med at bide tænderne sammen, og i stedet være tryg og tillidsfuld i mine evner til at håndtere forandringsopgaven. Være tryg i og tro på at jeg kan få hjælp, hvis jeg har behov for det – og at jeg kunne dele min uvidenhed om fremtiden med mine omgivelser og samtidig highlighte den vision jeg så for mig.

Da mit hoved ikke længere var fyldt med bekymringer, så blev der plads til at tænke på muligheder. Hvad vi også kunne gøre, når nu der alligevel var forandringer på vej. Jeg kunne se en mulighed for at indføre de intentioner, som jeg havde arbejdet for i årevis. Jeg kunne risikere at der kom noget godt ud af forandringen.

Jeg tog en dyb indånding og sagde højt til mig selv: “Jeg har besluttet at denne forandring er konstruktiv for min udvikling – jeg byder den velkommen. Jeg vælger og beslutter at tænke konstruktive tanker. Jeg lever min beslutning ud i hverdagen.