Da jeg startede til mentalhygiejnisk træning, oplevede jeg det overvældende at blive præsenteret for, at jeg selv er skaberen af mit liv – at alt jeg oplever er noget, jeg selv har skabt – med det sigte at jeg kan lære af det. Puha, det var sejt – det tog næsten pusten fra mig. Jeg havde på det tidspunkt udfordringer med mit hjerte og havde en pacemaker

Men samtidig med den barske sandhed – at jeg selv havde skabt signalerne – oplevede jeg også en lettelse, et håb og en befrielse i ordene. Altså, hvis jeg selv havde skabt de fysiske signaler, den situation jeg stod i, så var det også mig, der kunne ændre den til det bedre.

Jeg lærte i mit træningsprogram, at det at tilsidesætte sig selv – ved fx fysiske signaler (=sygdom) – er mere energikrævende end at leve med sig selv i kærlighed = tillid og respekt. Så jeg kunne konstatere, at jeg var bomstærk. Jeg havde tilsidesat mig selv i årevis og var endt med at blive syg af det.

Hvis jeg nu brugte al den energi til at opbygge mig selv i stedet for at nedbryde mig selv, måtte jeg kunne komme langt. Det gav god mening for mig. Jeg fandt ro i ordene og metoden. Det virkede. Hurtigt fik jeg opløst nogle dårlige vaner med fx at gøre mig selv forvirret, hver gang jeg skulle træffe en beslutning, så jeg overlod ansvaret for beslutningen til andre mennesker. Jeg begyndte at blive bevidst om mit sprogbrug – hvad var det egentlig, jeg sagde og tænkte – udtrykte jeg mig konstruktivt? Hvad ville jeg gerne – hvad var mine mål? Jeg lavede status hver 7. måned i en årrække, jeg fik styr på følelserne, der tidligere havde levet et liv i en rutchebane, og jeg lærte at nyde mit eget selskab, at være alene, meditere og tømme hovedet for tanker.

Efter nogle år fik jeg taget pacemakeren ud. Jeg havde ikke længere brug for den, jeg havde lært at tage mig selv alvorligt ved at leve kærligheden – tilliden til og respekten for mig selv.

Det er forunderligt, så genialt livet er skruet sammen. Livet er enkelt, når jeg tør være tro mod mig selv.

En aften fik jeg nogle store røde kløende plamager på kroppen, de lignede myggestik, men var ca. 6-7 cm. i diameter. Jeg blev bange og overvejede, om jeg skulle tage på skadestuen. Jeg valgte at se tiden an og gik på arbejde næste dag.  De kløede mindre næste dag, da mit fokus var på arbejdsopgaverne, men da jeg kom hjem blev kløen kraftigere. Jeg talte så med en person om det og fik klarhed på årsagen til de fysiske signaler. Et kvarter efter samtalen var 95 % af plamagerne væk og et par dage efter var det sidste opløst. Jeg har ikke haft det siden.

Vi mennesker er så genialt indrettede, at vi kan heale os selv. Vi har evnerne, men det kan godt være, at vi har brug for hjælp fra sundhedsvæsenet eller alternativ behandling til processen. I sidste ende er de valg vi træffer dog vores eget ansvar. Vi må selv tage konsekvenserne af vores valg – men vi har muligheden for at træffe et nyt valg, hvis resultatet ikke er som ønsket.

Det har jeg lært i mit mentalhygiejniske træningsprogram. Og det er jeg dybt taknemlig for.