“Uhh, jeg kunne fare i flint.”
Jeg oplevede, at jeg blev behandlet med disrespekt og udstillet foran andre mennesker.
Jeg reagerede med at “klappe kaje” og ventede i arrigskab på, at hændelsen skulle ændre sig. Det ulmede indvendigt, og udadtil smilede jeg høfligt og afmålt.

Den indre plan var lagt, for hvad jeg ville sige, hvordan det skulle gøres, og hvilken konsekvens det ville få. Planen skulle bare eksekveres.

Jeg ventede på det rette øjeblik, hvor jeg helt naturligt kunne fyre min bredside af.
Jeg var fortsat helt tændt og ventede på det rette tidspunkt……
Og jeg ventede.

Pludselig var jeg ikke så tændt mere, og da jeg så min plan efter i sømmene, så indeholdt den mindst lige så ufine metoder, som jeg selv var blevet udsat for.

Jeg valgte at sove på det.
Derefter lavede jeg en tilgivelse af mig selv, der handlede om, at jeg havde lade mig udsætte for den grænseoverskridelse. Tilgivelsen sluttede med en tilgivelse på det, som jeg havde undladt at gøre, og der fik jeg øje på, at der også var en del stolthed, blandet ind i min måde at reagere på.

Det var stoltheden, der fik mig op at køre, stoltheden var fuld af adrenalin.
Samtidig havde jeg det så tilpas ubehageligt med at tabe ansigt foran andre mennesker, at jeg for enhver pris ville undgå at fremstå i et dårligt lys. Det vægtede højere end stoltheden.
Min indre speeder og min indre bremseklods var begge trådt i bund, med en indre krig som resultat.

Tilgivelsen fik mig til at slippe pedalerne og køre på frihjul.
Og da jeg stod, og var i gang med andre ting, så kom den sande tanke til mig. Jeg kunne bare sige det som det var, næste gang vi mødtes:
“Jeg sad med en oplevelse af vrede sidst vi var sammen. Jeg oplevede at blive behandlet med disrespekt og udstillet foran andre mennesker – var det din hensigt?” Hvis ikke, vil du så bestræbe dig på at tale mere respektfuldt til mig – det betyder nemlig noget for mig hvordan du behandler mig. Jeg har større respekt for dig, hvis du er respektfuld over for mig.”

Den version lød mere enkel og ligetil end den først planlagte.
Jeg takker mig selv for, at jeg lyttede efter det rette tidspunkt, og respekterede mig for at holde igen – også selvom det ikke var bevidst for mig. Jeg lyttede før, at jeg begyndte at tale – og det er jo også den måde, som jeg selv helst vil imødekommes på.

Så fra at være handlingslammet, ivrig og utålmodig; så oplever jeg mig nu, at være både harmonisk, stærk og rolig på samme tid.