Jeg føler mig forfulgt, og det er svært at slippe væk. Det er som om en skygge jager mig og er med mig uanset, hvor jeg går. Jeg bliver forfulgt af mine egne tanker, der myldrer rundt i hovedet og ikke giver mig ro. Tankestrømme, der drukner min hjerne og får mig til at søge efter hjælp, en livredder “hjæælp – jeg kan ikke få ro, stilhed, hjælp mig!”

Jeg kan ikke være nogle steder, der er masser af lyntog, der drøner rundt i mit hoved lastet med ord og sætninger – hele, halve, nogle giver mening, andre ikke. Det nytter ikke at flytte mig fysisk eller at gøre noget andet – tankerne følger bare med.

Jeg søger ly i meditationen. Endelig stilhed. Og hvile, ro og healing. Jeg får lukket for støjsenderen i mit hoved, flytter fokus til mit åndedræt, der roligt og rytmisk hjælper mig ind i stilhedens velsignede land. Her kan jeg mærke mig, min krop, min sjæl, hele mig og harmonien strømmer til mig fra Universets livgivende kilder. Åhh, det er velsignende.

Ét er uroen i mit hoved, ja, i hele min krop, mit tempel, som forstyrrer mig – noget andet er, at støjen forhindrer mig i at lytte til min indre stemme, min intuition. Støjsenderen forhindrer mig også i at lytte til Universets guidninger til mig. Min intuition samt Universets vejledninger hjælper mig med at være kærlighed – leve tilliden og respekten til mig selv og dermed til andre. Og med en konstant ordstrøm i mit hoved er det umuligt for mig at høre hjælpen fra min intuition og Universet.
Derved får jeg drevet mig selv ud på livets side- og omveje, alting tager længere tid, bliver mere besværligt end hvis jeg vælger at gå på livets vej, som er kærlighedens vej.

Jeg mærker mit åndedræts beroligende lyd, og jeg bringer meditationens ro og stilhed videre med mig ind i hverdagens gøremål og får stoppet talekværnens summen.
Jeg lytter og er åben over for Universet og min indre stemme.