Der kan være mange grunde til at være stille i selskab med andre mennesker. Sker det i sandhed, opleves det fantastisk, sker det fordi du holder dig tilbage, er det destruktivt.

Det er en situation, jeg ofte har været i, og som jeg altid har oplevet var ok. Jeg har vist mine dyder på anden vis, var det jeg tænkte. Jeg har ofte fået prædikatet, at jeg var en stille person og det accepterede jeg. Min oplevelse af det var, at når andre havde lagt ord på, så behøvede jeg ikke gentage det, og måske var mit bidrag ikke relevant mere. Der var mange undskyldninger for ikke at sige noget.

På et tidspunkt begyndte jeg at opleve mig overset, puttet i en bås, som den stille og rolige person, der passede sine ting, og som bare ikke sagde så meget.

Da jeg blev bevidst om det, kunne jeg begynde at ændre denne tilstand. Jeg øvede mig. I begyndelsen aftalte jeg med mig selv, at jeg skulle sige mindst en ting i alle de sociale sammenhænge, jeg indgik i. Og snart oplevede jeg, at det virkede. Det, som jeg i begyndelsen havde pålagt mig selv, begyndte at opleves som en frihed, og jeg fik snart mod på at komme med flere indlæg.

Jeg oplevede også, at de andre gad lytte til, det jeg sagde. Så det jeg tidligere havde oplevet som værende ok, var mere et tilsyneladende ok. Der var altså noget jeg holdt tilbage, som jeg nu siger højt.