Det er nemt at lægge planer, både til de daglige gøremål “hvad skal der handles ind til i dag?” – “Hvad skal vi spise?” – “Hvornår skal vi invitere til fødselsdag?” – “Hvem kører børnene til svømning?” – “Hvem tilmelder os til arrangementet?” osv.

Og de langsigtede planer “Hvad skal vi lave i efterårsferien – hvad vil vi gerne – og hvad kunne være sjovt at gøre til sommer?” – “Og hvordan skal konfirmationen være – hvordan vil vi gerne have den?” – “Hvad vil vi gerne om 3-5 år, vil vi blive boende eller flytte til noget mindre eller større – hvad er vores værdier? Er det en god idé at videreuddanne sig – er økonomien til det? Eller skal vi hellere rejse noget mere –
ud og opleve verden?”

Det er som om planlægningen bare dumper ned i hovedet af sig selv. Forslag og ideer står i kø for at komme først i rækken og blive hørt “Tag mig, tag mig”. Det presser på hovedet og kan til tider opleves ulideligt med al den aktivitet. “Så ti dog stille, tanker!”

Med årene har jeg øvet mig i ikke at lægge planer – med mere eller mindre held.
Forståelsen for vigtigheden af at være fuldt tilstede i nuet er heldigvis voksende – ligesom forståelsen for at den totale tilstedeværelse i nuet er fri af “hjerneplaner”.
Så lige nu øver jeg mig i at tømme hjernen for tanker, mærke hvert åndedræt og lade mig guide af Universet.

Jeg oplever det angstprovokerende – ikke at planlægge min dag, ikke at vide hvad jeg skal gøre – så er det jo ikke mig der bestemmer! Det kunne godt nok være nemmere at leve det – der er langt fra teori til praksis, oplever jeg.

For mit vedkommende handler det om at turde give slip i styring og kontrol – give slip i følelsen af at have styr på tingene, mit liv, følelsen af at det er mig, der kontrollerer situationerne – turde slippe det og i stedet turde leve ud fra, hvad min intuition fortæller mig. Turde leve tilliden. Tilliden til mig selv, tilliden til at Universet vil mig det godt, tillid til at jeg mestrer de oplevelser, jeg får her i livet.

De øjeblikke, hvor det lykkes, er saliggørende. I de øjeblikke ved jeg, at det er det rigtige for mig. Det giver mening. Livet giver mening.

Når jeg tør slippe mit forsøg på styring og kontrol af mig selv og mine omgivelser – det forsøg på et sikkerhedsnet jeg spænder ud under mig selv og andre, men som også kan bruges til fastholdelse og overbeskyttelse – når jeg i stedet for tør åbne op og tør skabe stilhed i mit indre til at lytte til signalerne, mine impulser, min intuition – så har jeg svarene i mig, mine guidelines i livet. Så er det ikke hovedet, der styrer med “hjerneplaner” men hjertet, der viser vejen.

Turde tilliden, leve den – ved at respektere min intuition – det vil sige mig selv.

Tør jeg? Ja, jeg tør ikke andet.