Straf / Tilgivelse

Jeg læser ordene. De er rosende, anerkendende. Jeg hører dem ikke, lukker dem ikke ind. Jeg har en anden oplevelse af mig selv. Jeg vil mere, kan mere, kan gøre det bedre, har mange planer, ønsker, ambitioner. Rosen passer ikke med mit selvbillede. Hmmmm ….. Jeg roser et andet menneske, mennesket bliver glad for anerkendelsen og giver højlydt udtryk for sin glæde ved mine ord.

Jeg får et sug i maven - åh, kan jeg det? Er jeg kompetent nok til det? Det er nyt for mig, jeg har ikke prøvet det i denne sammenhæng før, nye metoder, nye arbejdsgange, mange informationer på en gang, kan jeg huske det hele? Jeg er ked af det, der er mange følelser på spil, oplever jeg, mange mennesker, der ønsker noget - der ønsker det samme, og som vil kæmpe for deres ret. Det samme ønsker jeg. Selvom jeg godt ved, at der ikke kommer noget godt ud af kamp, sejrherren er den, der overgiver sig og ser sin lære i oplevelsen. Alligevel er der fristelser for mig til at kæmpe, få opfyldt begæret om at få min vilje, få det trygge, det jeg kender og ved, jeg kan.

Selvom jeg kender kortteksten godt og oplever sandheden i ordene, kom jeg alligevel til at bedømme og derved fordømme et andet menneske og dermed mig selv. Jeg var sammen med et menneske, og jeg var begejstret for, hvad dette menneske havde nået at gøre. Det var en enorm arbejdsindsats - og så var mennesket endda plaget af fysiske signaler (=var syg) mens arbejdet blev gjort - og jeg roste mennesket for arbejdet og resultatet, som jeg oplevede imponerende.