Kærlighed er tillid og respekt.
Få en kærlighedsaffære med dig selv.
Tænk positivt.
Jeg er god til at være mig“Jeg er sgu’ blevet ret god til at være mig!”Det fortalte jeg mig selv og trak kort 8 som siger, at:“Kærlighed er tillid og respekt, få en kærlighedsaffære med dig selv. Tænk positivt.”Ja, jeg nikkede genkendende til mig selv:“Jeg kan sige fra, jeg kan sige til, jeg kan være impulsiv, og jeg kan være tålmodig.” Det er gode kvaliteter at have med i livets rygsæk.Jeg er blevet ret god til at være tillidsfuld og ret god til at være respektfuld i livets skole - jeg lever en kærlighedsaffære med mig selv.
Jeg har hele livet (før jeg mødte MT) haft travlt med at være på vagt:Være på vagt så andre ikke opdagede mine fejlHolde øje med at andre gjorde, som jeg forventede og reagere, når det ikke sketeSørge for at passe indJeg lå under for et perfektionisme-ideal, som skabte lidelse for mig og menneskene i mit liv. Til slut vidste jeg ikke, hvad der var mine reelle behov, for jeg troede, at det kaos og de idealer, som jeg skabte, var mine behov. Men det var det ikke.
Jeg ville så gerne have kærlighed i mit liv, og de eneste definitioner af kærlighed jeg stødte på var noget som blev tildelt mig, noget som kom dryssende ned fra himmelen. Dryssende som stjernestøv hvis det var Guds mening.I træningsprogrammet, som er beskrevet i bogen “Dine valg er dit liv - hvordan vælger du?” modtog jeg en anden vinkel på det.
Jeg kan mærke ordene smælle, som piskeslag. De flyver ud i rummet og rammer nogle sagesløse.
Jeg er blevet opmærksom på mine ord, og hvor tit de indeholder bedømmelser - positive som negative - især det sidste. Det går ud over mine omgivelser, hvis jeg er i dårligt humør, jeg skælder mere ud og kan kun se tingene fra min vinkel. Det er da klart, at menneskene omkring mig flygter eller skyder igen. Det ville jeg også gøre.
Mine ydre handlinger er en afspejling af mine indre handlinger. De hænger sammen, afslører mig, viser mig hvordan jeg behandler mig selv.
Jeg læser ordene. De er rosende, anerkendende. Jeg hører dem ikke, lukker dem ikke ind. Jeg har en anden oplevelse af mig selv. Jeg vil mere, kan mere, kan gøre det bedre, har mange planer, ønsker, ambitioner. Rosen passer ikke med mit selvbillede. Hmmmm …..
Jeg roser et andet menneske, mennesket bliver glad for anerkendelsen og giver højlydt udtryk for sin glæde ved mine ord.
Jeg har trukket dagens Positivkort.
I bogen Retningsviser & Appetizer står en uddybning af kortteksten, og der hæfter jeg mig ved ordene, at kærlighed ikke indeholder nogen form for tilsidesættelse overhovedet.
Ordene har jeg med mig gennem dagen og bestræber mig på at leve dem.
Alligevel tager jeg mig i at udføre et andet menneskes pligter senere.
Hov, hvad skete der lige der? Mens jeg udfører opgaven, når jeg at bilde mig selv ind, at det er ok - personen er træt, har ondt i kroppen og masser af andre gøremål.
Det er nemt at lægge planer, både til de daglige gøremål “hvad skal der handles ind til i dag?” - “Hvad skal vi spise?” - “Hvornår skal vi invitere til fødselsdag?” - “Hvem kører børnene til svømning?” - “Hvem tilmelder os til arrangementet?” osv.