Tina Rem Rasmussen

Fristelser stod i kø - jeg oplevede det noget op ad bakke med de projekter jeg havde sat igang.Der skulle ske noget nyt - og den del af de mennesker som jeg havde i min omgangskreds var godt nok ikke lige positivt stemt.En del var stille og passive, nogle reagerede med surhed og irritation, mens de ind imellem græd, talte om det besvær det vakte. Jeg oplevede en stemning af skuffelse, bitterhed og magtesløshed. En opgivenhed der bare var det sidste vi havde brug for i forbindelse med det sidste ryk.Faktisk blev jeg så påvirket af stemningen, at jeg oplevede at de andre lukkede mig ude. Når jeg ville organisere det sidste havde de pludselig travlt med noget andet, og da jeg spurgte hvad de havde brug for, så vidste de det ikke. Saboterede de min indsats med vilje eller var jeg bare sensitiv? Hvordan kunne jeg nå dem - når de ikke ville nå mig?

Det er 62 måneder siden, at jeg udtrykte mit ønske første gang.Jeg ønskede en anden organisering af arbejdsopgaver, og for 62 måneder siden stod jeg ganske alene med det ønske. Nu ønsker alle at ændre på organiseringen af opgaverne, for nu giver det mening for alle.I min glæde over at ønsket endelig blev opfyldt, måtte jeg også erkende, hvad min egen indsats havde været - hvilken lære, udover tålmodighed - jeg havde præsenteret mig selv for.

For at sige det ligeud - jeg gad ikke den opgave.Jeg havde gået sådan i tre dage, og nu gad jeg ikke længere høre på mig selv brokke mig over, at jeg ikke gad.Forøvrigt tror jeg heller ikke mine omgivelser gad høre mere på mig - for pludselig kom udtalelsen: “Og jeg gider heller ikke høre på at du udsætter tingene. Du kunne have udført opgaven flere gange, med al den energi du har brugt på at ikke gide den.”